Hvad er kørelys på biler?

12. december 2018 0 Af Rune Bargholz Molt Wengel

I løbet af de seneste måneder henover efteråret til vinter, er der traditionen tro skrevet om manglende lys i baglygterne på danske biler igen, igen.

Som Fagmand og billist på de danske veje har jeg nu i flere år måtte lægge øre til en forfejlet debat der har resulteret i en helt forskruet tilstand i Danmark omkring lygteføring.

Denne artikel handler ikke om de mørke baglygter – for jo, det er ekstremt farligt og kræver at den enkelte billist tager ansvar og sætter sig ind i regler og i hvordan bilens lygter fungerer. Derimod handler artiklen om vigtigheden af det glemte kørelys som egentlig er hele årsagen til situationen.

Spare Co2? Næppe…

Til at starte med; Hvem kan dokumentere påstanden om at EU har undladt krav om lys i baglygterne for at spare CO2? – jeg giver gerne en god flaske rødvin til den person der kan dokumentere dette! Dette er er en typisk dansk ”alt drejer sig om mig” ting der er opstået og gentages igen og igen i danske medier. Jeg tror nærmere at det er en god EU skeptisk forklaring der er digtet af danske journalister…

 

EU indførte kørelys FORAN på alle biler i EU fordi det er kørelys FORAN der har en dokumenteret trafiksikkerhedsmæssig effekt i døgnets lyse timer – ikke lys i baglygterne. Da de fleste lande i EU IKKE havde krav om kørelys, var det derfor en meget positivt træk for trafiksikkerheden i hele EU. Det handlede ikke om lille Danmark, eller Skandinavien for den sags skyld, der som bekendt allerede havde krav om nærlys døgnet rundt og dermed lys på bilen foran. I resten af EU tænder man selv nærlyset når der er brug for det – det er de vant til. Tror vi virkelig på at EU har siddet og analyseret energiforbrug i baglygterne på de skandinaviske markeder? –Nej vel..?

 

Kørelys FORAN blev et EU krav for sikkerhedens skyld og derfor indrettede bilproducenterne sig efter dette og begynder at producere biler der opfylder loven og med teknologiens udvikling oftest med højeffektive LED kørelygter. Tidligere i Danmark havde vi blot en permanent aktivering af nærlyset – enten mekanisk eller elektronisk. Derfor havde danskerne vænnet sig til ikke at bekymre sig om lyset på bilen og tænker helt naturligt ikke over dette i hverdagen.

Hvem har fejlen?

Det er her hele fejlen sker. De danske myndigheder svigter danskerne, ved ikke at forudse denne ændring og informere samfundet om konsekvenserne. Det samme gør reelt bilbranchen og de danske Bilimportører der ikke dykker dybt nok ned i ændringen af den enkelte bils egenskaber og konsekvensen heraf. Hidtil er biler produceret med permanent nærlys som “kørelys”, men nu ændres bilerne til at opfylde EU kravet.

 

Da det langsomt går op for danskerne  – det var lige omkring mikro-trillingernes højtid (Citroën C1/Peugeot 107/Toyota Aygo) hvor de væltede ud på vejene – og ikke opdagede at der ikke var nærlys på deres bil med masser af mørkekørsel til følge – begynder bolden stille og roligt at rulle. Herefter opstår en masse små tekniske løsninger – men der er stadig ingen der har informeret det danske samfund om hvordan situationen reelt forholder sig.

 

I stedet er alle medier og politikere, organisationer m.m.– begyndt at råbe op om EU stupiditet.. og ja, set fra et DANSK synspunkt er det måske ikke smart – men det er endnu mindre smart at ingen myndigheder har taget teten på at informere samfundet om en EU lovændring.

 

Resultatet er nu at danskerne tror at der SKAL være lys i baglygterne i døgnet rundt, og derfor kører uhyggeligt mange biler nu rundt med POSITIONSLYS i forlygterne og tændte baglygter. Peugeot/Citroën værksteder har sågar omkodet mange kunders biler til at køre permanent med positionslys hvor lygtestyrken i LED kørelyset er reduceret til positionslys – men med tændte baglygter.

Hvad sker der nu?

Hvor er Danmark så nu – hvor er vi på vej hen? Derfor mener jeg at debatten er fuldstændig forfejlet og forskruet og er ved at bevæge sig helt i den gale retning.

KØRELYS FORAN er med til at øge trafiksikkerheden – POSITIONSLYS FORAN er ekstremt farligt da øjet hurtigt overser en bil uden lys på. Findes der mon nogle tal for mange ulykker der findes på landeveje hvor en billist har ”overset” sin vigepligt ved at svinge ud på en landevej foran en bil med 120 km/t og positionslys i forlygterne?

 

Jeg er ligeglad med om danskerne gerne vil køre med lys i baglygterne i dagtimerne. Det der virkelig skræmmer mig, er de mange nyere biler der enten kører med permanent nærlys – fremfor de meget stærkere og sikrere LED kørelys – eller ældre biler der er kodet til permanent nærlys, nu kører med permanent positionslys da de har drejet kontakten selv.

 

Konklusionen må derfor være at vi er godt i gang med at modarbejde EU’s intentioner om øget trafiksikkerhed med kraftigt kørelys foran på bilerne, ud fra en forfejlet debat om lys i baglygterne. Lad os nu få de ansvarlige myndigheder på banen og informere om vigtigheden af kørelys foran – jo kraftigere jo bedre – og informere om hvordan man skal tænde sine baglygter nær det er lygtetændingstid. Det kan resten af EU godt finde ud af.. uden at tænke på energiforbrug i øvrigt.

 

Med håbet om et lille indspark til den forfejlet debat der går ud over den danske trafiksikkerhed kommer her en lille oversigt:

  • KØRELYS: Kraftigt lys foran på bilen – oftest som LED på mange nyere biler
  • POSITIONSLYS: Også kaldet “Parkeringslys” Lys i baglygter + Svagt markeringslys foran på bilen. (ikke lovligt eller brugbart som kørelys)

Bemærk at mange biler benytter den samme LED lygte til både kørelys og positionslys med to forskellige lysstyrker. Eks. kører mange Peugeot/Citroën biler rundt med svagt LED positionslys i forlygterne

  • NÆRLYS: Lys i baglygter + Nærlys i forlygter der oplyser vejbanen foran bilen i den lovpligtige længde
  • FJERNLYS: Det lange lys der oplyser vejen i lang afstand foran bilen.

PS. EU har ligeledes indført krav om lyssensor på nye biler der EU godkendes fra 2017. Dermed skifter bilen selv mellem køre -og nærlys efter behov, men tænder eks. ikke nærlys ved lys tåge eller regnvejr.

“Opdateres”